Venter på noget, men ved ikke hvad...

mike så på ham i den tid han bare stod og gloede. han fuglte alle hans bevægelser med blikket og bed sig tænksomt i læben. han så ned, da den fremmede kom tættere på og kæmpede for ikke at reagere på det eller ryste eller på nogen måde hvise tegn på svaghed eller skræk, men da dæmonen satte sig ned foran ham og tog fat i hans ben. gik han i panik og havde virkelig svært ved at kontrolere sig. han træk vejret hurtigt og begyndte at ryste i hele kroppen. han fik tåre i øjnene igen, men sad dog mere stille, så dæmoenen stadig kunne lægge forbindingen. nogle ville nok tro at han skabte sig over smerten, men han syntes egentlig ikke rigtig det gjorde ondt. det var blot tanken om hans far og den skækkelige oplevelse der fik ham til at se så ynkelig og svag ud. han knyttede hårdt sine hænder sammen for at holde paniken tilbage, så han kunne få forbindingen på. det var første gang i lang tid at han ikke begyndte at kæmpe imod personen der rørte ham, men faktisk lod personen røre ham.

Zean kunne både mærke og se på englen at han gik i panik og ikke kunne lide at han rørte ved ham, men Zean ville gøre sig færdig også gå væk fra englen igen, så han ikke ville hyperventilere så han ville besvime for så skulle Zean jo igen tage sig af ham og så kunne rutinen køre rundt og rundt igen og sådan kunne det blive ved.
Han slap derefter englens ben og lod det blidt glide ned på jorden, han havde lagt en lidt tyk forbinding men den sad fast på englens knæ og så hverken løs eller nybegynder agtig ud. For han havde også selv en gang imellem lagt forbinding på sig selv efter en slås kamp eller to med andre dæmoner eller en vampyr. Derefter smed Zean resten af forbindingen ud i den tætteste skraldespand og tog pillerne op i hånden, men det så ikke ud til at englen havde brug for dem lige nu, så derfor puttede han dem bare i lommen og sad stadig på hug foran englen og bed sig lidt i læben. "Hmm... jeg tror at hvis du prøver, så kan du sikkert godt en dag for din frygt til at gå væk" sagde Zean lidt efter at have stirret på englen i måske 2-5 min. "Men.. jeg skulle nødig snakke, jeg har også selv noget jeg skal have overvundet" mumlede han og kørte tænkende en hånd gennem håret.

mike så stille på sit knæ, da han var færdig med at lægge forbindeingen, men vendte så blikket på dæmonen igen og stirrede ind i hans æjne. hans blik var stadig fyldt med frygt og tårene pressede på, men han kæmpede virkelig for at bavere roen, selvom han godt nok ikke rigtig var rolig. han fik et lille chok da dæmoen sagde, men lyttede dog til hvad han sagde og vendte blikket lidt ned. han træk stille sit ben til sig så godt han nu kunne med den tykke forbinding og rystede stille på hovedet "jeg kan ikke komme over det...jeg ville aldrig kunne klare det" mumlede han og så ned i jorden imens han rsytede på hovedet "hvad...hvad skal du have overvundet?" spurgte han stille da han håbede på snak ville kunne få ham til at snakke mere af, men det det ikke var snak om ham selv. han så stille op på den fremmede igen og sank stille en klump.

Zean bed sig lidt i læben over englens svar og havde ikke lige tænkt over at englen ville blive ved med at svare imod, men han var da stensikker på at man kunne få hjælp til sådan noget og han mente ikke rigtig at englen skulle have hjælp af ham selv, han havde selv nok at tage sig af med sine egne problemer og englen skulle ikke få det værre end han havde det i forvejen. "Hmm... du kunnne jo søge hjælp et eller andet sted, for jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige til dig, men det nytter ikke noget at leve i frygt" sagde han roligt og så kort væk, men så lidt overrasket på englen da englen spurgte om Zeans problem. Derefter rejste han sig op og bed sig i læben, " j-jeg..." han stoppede og kløede sig lidt i nakken, " jeg må hellere se at komme videre" mumlede Zean stille og fugtede sin underlæbe. Han talte udenom emnet for ikke at vise en svag af sig selv og kørte derefter en hånd gennem sit hår igen.

mike rystede hurtigt på hovedet over det hasn sagde med hjælp "nej...så vil han bare vide jeg har sagt det..." sagde han uden at tænke over hvad det egentlig var han sagde. han stirrede ned i jorden og bed sig hårdt i læben. han havde fået en masse ubehagelige billeder i hovedet som han bare ville af med, men da dæmonen rejste sig op og sagde han skulle videre. greb han hurtigt fat i hans hånd "nej du må ikke gå!" sagde han i det han fik fat på hans hånd og så først bedende op på ham, men han stivnede så i hele kroppen da han opfattede han havde taget den fremmedes hånd og vendte stille blikket ned på deres hænder. han slap stille hans hånd og træk sdig tilbage op af muren "undskyld..." hviskede han og stirrede ud i luften. han ville ikke havde dæmonen gik fra ham og uden at tænke havde han rørt en anden person. det var ikke noget han havde gjort længe og han var derfor meget forbløffet over sin handling.

Zean så lidt mistænkeligt på englen da han så endelig sagde lidt mere end han plejede, han løftede det ene øjenbryn og lagde hovedet svagt på skrå, "hmm.. hvem er han?" spurgte Zean mistænkeligt og hævede sit ene øjenbryn igen og bed sig lidt i læben, han ville gerne vide det, hvis denne person var skyld i at englen havde det som han havde det lige nu også ville Zean da lige tage en snak med denne person, for selvom denne person kunne klare englen, så ville personen helt sikkert ikke kunne klare ham. Zean fik et lille chok af englen over at han tog fat i hans håndled og han så overrasket ned på englen, men kunne ikke lade være med at blive imporneret over denne lille skabning og at han lige havde overgået sin størte frygt i bare få sekunder. Han fulgte englen lidt med øjnene og rystede kort på hovedet da englen undskyldte og bed sig lidt i læben, imens han langsomt satte sig ned på hug overfor englen og lagde sine hænder på sit skød, " du skal ikke undskylde, du overgik jo dig selv lige der" hviskede Zean og kunne ikke lade være med at smile lidt over det og var faktisk lidt glad på englens vegne, men viste at det ikke var sådan hos englen, eller han havde nærmere en ide om det.

mike stirrede lidt på sin hånd og rystede i hele kroppen "far.." sagde han helt stille som svar på han første spørgsmål. selvom man godt kunne tro det var et slags kald på far. han så lidt på dæmonen og nikkede stille. han kunne ikke få et eneste ord frem. han var helt chokeret over hans handling og kunne slet ikke forstå at dæmonen smilede sådan, da han jo selv slet ikke syntes han havde gjort noget godt der, men da han hørte hvad den fremmede sagde blev han mere forvirret og fortvivlet "overgik mig selv?...hvordan...hvordan kunne jeg tage din hånd...det han jeg ikke kunnet" hviskede han helt forvirret og rystede stille på hovedet. han kunne slet ikke forstå det og han skælvede også over hele kroppen. han var ikke så bange for at den fremmede var tæt på ham længere. han blev på en måde mere tryg ved ham.

Zean så målløst ned på englen og snak en stor klump, hvordan kunne han sige at det var hans egen far som havde givet ham den frygt?!, det kunne Zean slet ikke forstå og derfor tog han sig også lidt til hovedet og rystede kort på det, det kunne ikke være sandt, det kunne bare ikke være sandt. Zean satte sig på hug ned foran englen og sukkede svagt, " jeg tror vist at jeg skal snakke lidt med din far" sagde Zean alvorligt og mente det skam 100%. Han rejste sig derefter op igen og trak lidt på den ene skulder, måske... måske er du ikke så bange for din frygt mere, som du måske havde troet, jeg ved det ikke, for jeg er desværre ikke læge" sagde Zean med et svagt smil og puttede hænderne derefter i lommen og tænkte lidt over om han skulle tage en smøg igen eller lade dem være lidt.

//Unskyld at det er kort, men jeg har min far på nakken af mig lige nu >.<//

mike så hurtigt på den fremmede og rystede endnu hurtigere på hovedet "NEJ.. du må ikke sige jeg har sagt det...så gør han det bare igen...jeg vil ikke have mere smerte...vil du ikke nok lade være" sagde han ynkeligt og med en tydelig gråd i stemmen. han ville ikke havde nogen skulle snakke med hans far om det, da han bare viste at han far ville sige at han ikke kunne holde sin kæft og så mishandle ham igen. det var en ting han virkelig ikke havde lyst til at opleve igen og han vidste at han allerede havde sagt alt for meget. hvis denne deæmon bare var en smule klog ville han nok kunne kætte hvad der var sket sådan nogenlunde. miek bed sig hårdt i læben og så op på dæmonen "bange...måske ikke...jeg er hvert fald ikke bange for dig..." sagde han stille og så ned i jorden igen.

Zean himlede lidt med øjnene over at englen opførte sig som om verden gik under, hvis han så meget nærmede sig hans far, men han kunne faktisk godt regne lidt ud hvad der ville ske og hvad der var sket hjemme hos denne lille engel. Og det brød Zean sig ikke om at forestille sig, for han fik meget væmmelige billeder inde i hovedet og det fik ham til at gyse lidt og få medlidenhed hos englen og kunne nu godt forstå hvorfor han ikke kunne lide at folk kom for tæt på ham. "Hmm... jeg tror ikke rigtig du forstår min defination af at skulle snakke med din far" svarede Zean lidt alvorligt og mente faktisk at han ville slå faren ihjel med at kaste ham ud et eller sted så han kunne splatte ud på gaden eller et andet sted. Han ville ikke finde sig i at englen skulle lide på den måde, også selvom han ikke engang kendte englens navn endnu. Zean så overrasket og satte sig på hug foran englen igen og bed sig lidt i læben over det englen havde sagt og kunne ikke lade være med at smile lidt, " hør lille engel, du burde faktisk være bange for mig, jeg kan ikke forstå hvorfor du ikke er det" mumlede han tænkende og bed sig derefter i læben igen.

mike havde det virkelig som om at han verden ville gå under hvis hans far fandt ud af at han bare havde hentydet til hvad der kunne være sket, da han var helt sikker på at faderen så baer ville flippe ud igen. han lyttede til hvad den fremmede sagde og lage hovedet svagt på skrå "hvad me..." han stoppede så sig selv da han nu forstod hvad dæmonen hentyede til. det kunne han se på hans ansigtsudtryk. han sad lidt med ben mund og anede ikke hvad han skulle sige til det, da han jo ikke ville havde at der skulle ske sin far noget, men så alligevel. han ville egentlig gerne af med sin far på grund af hadet, men han ville ikke usætte sin mor og søster for den store sorg det ville få ved at miste mand og far. mike så lidt ned da dæmonen satte sig på hug foran ham igen og lyttede til hvad han sagde "jeg...er ikke bange for dig fordi...fordi du har hjulpet mig...uden at have skumle bagtanker...du har hjulpet mig uden du overhovede har kendt mig.." forklarede han hviskende og så lidt op på den fremmede. det var tydeligt at se og høre at englen var taknemmelig og mente det han sagde.

Zean blev først meget tænkende da englen ikke så ud til at kunne forstå hvor han ville hen med det emne med englens far og det var næsten lige før at Zean bare ville rejse sig, sige farvel og prøve at finde englens far for så at slå ham ihjel, han skænkede slet ikke hans mor eller nogle former for søskende som englen kunne have nogen tanke, han tænkte bare at det var utroligt at de ikke have opdaget at faren havde misbrugt englen på den mest groveste måde, eller sådan så Zean det inde i hovedet lige nu og det fik hans pis i kog, for det kunne man da ikke bare imød sin egen søn, det var virkelig noget som han ikke kunne sætte fingeren på at nogen far eller mor kunne udsætte sit barn for sådan noget. "Jeg har tænkt mig at slå din far ihjel, han skal ikke slippe afsted med sådan noget" sagde Zean med et skulertræk som om at han var fuldstændig ligeglad med faren, det var han sådan set også, " ellers melder jeg ham bare og passer dig indtil de har anholdt ham" tilføjede Zean lidt efter og smilte svagt med tilfreds over sin egen beslutning. Derefter kløede han sig lidt i nakken og smilte svagt over englens taknemlighed, man kunne jo ikke lade være med at smile, "hmm.. du takker en som du ikke engang kender navnet på endnu" svarede Zean og så lidt op og ned af englen inden han vendte sit blik væk.

mike så på ham og lyttede til de ting han sagde. han så lidt ned og bed sig hårdt i læben, men slap den så for at sige noget "du skal ikke slå ham ihjel...det kan jeg ikke tillade...min søster skal ikke vokse op uden far..." mumlede han stille og knyttede sine hænder "desuden er det jo også kun mig det hele går udover...så de behæver ikke lide under det også..." tilføjede han stadig mumlende og tænkte egentlig bare mest på at hans søster skulle havde det så godt som mulig og intet skulle vide og mishandlingen og efter hans egen mening behøvede hans mor heller ikke at vide noget som helst "hvad vil der ske hvis du anmelte ham?" spurgte mike så og så op på dæmonen med et helt uskyldig og uvident blik. han kom med et kort smil, som var det første smil i lang tid og så lidt tænksomt på den fremmede "jeg takker en jeg stoler på..om jeg så kender navnet eller ej...men jeg vil gerne vide dit navn.." sagde han så stille og så lidt på sit knæ.


//skal til solo sang kommer på senere ^^//

Zean blev lidt irreteret på englen, fordi han ikke kunne se at det var det rigtige at gøre, med at stoppe hans far en gang for alle med at mishandle englen på den måde. Han brummede kort imens, at englen sagde sit og da han var færdig tog Zean en smøg i munden, men tændte den ikke endnu, først tænkte han lidt over hvad han skulle sige, men tog så smøgen kort ud af munden, for at kunne snakke ordentligt, " jeg er faktisk ret ligeglad... pointen er at du lider under noget som ikke skal holdes hemmeligt, så enten dræber jeg ham eller også tager du dig sammen og mander dig nok op til at kunne melde ham eller sige det til din mor, så hun kan melde ham, ellers tager jeg sagen i egen hånd" sagde Zean alvorligt, men lød hverken sur eller vred, men faktisk temmelig rolig, når man tænkte på at han stod og snakkede om at slå et andet menneske ihjel. "Han ville nok komme for retten, blive stemplet som skyldig, hvis de havde beviser på at det var sandt og at du vidnede imod din egen far, så ville han komme i fængsel og få en passende straf og hvis vi er heldige så for han bank af de andre fangere" sagde Zean og grinte lidt over tanken, men tog så smøgen i munden igen og tændte den. Zean tog et sug, inden han tog smøgen ud af munden igen og pustede røgen langsomt ud, " jeg hedder Zean.. Zean Sevenfold" svarede han og tog smøgen ind i munden igen, " hvad med dig lille engel?" spurgte han derefter lidt nysgerrigt og tog endnu et sug fra smøgen.

Mike kunne se han blev irriteret og så hurtigt ned, hvorefter han bed sig hårdt i læben over de ting han sagde "men...det er jo ikke fordi han gør det hver dag...jeg kan..kan vel godt klare det...jeg kan ikke...jeg kan ikke sige det til min mor eller søster" sagde han med en rystende stemme og det var tydeligt på ham at de ting han sagde var meget hårdt for ham, for han kunne ikke klare den mishandling, men han ville ikke have det skulle gå ud over andre. han så ned i jorden og træk vejret meget tydeligt og nervøst. nærmest somom han hybevensilerede. han tog sig til hovedet og rystede på hovedet "jeg kan...kan ikke fortælle det til noigen...hvis jeg skal vidne i retten skal det jo være mere detaljeret..og hvis han ikke blive dømt fordi man ikke kan finde nok beviser...så til han jo gøre det mod mig igen af ren vrede..jeg tør ikke løbe den risiko..." sagde han næsten grædene og han kunne slet ikke klare at tænke på hvor ond hans far kunne være. han så lidt på hans smøg og rystede stille på hovedet. han tog hurtigt hans smøg og smed den lidt væk. han så lidt ned igen og anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv "undskyld zean..." hviskede han stille og tog sig lidt til hovedet "mike..." sagde han for at svare.

Zean rystede opgivende på hovedet af ham og skulle lige til at rive ham i ham for at ryste det ind i ham at han skulle gøre noget ved det. Men hvis englen ikke ville gøre noget, så måtte Zean jo tage sagen i egen hånd og ikke lade sig holde tilbage mere. Men han gad ikke svare ham lige med det samme, da han meget hellere lige ville ryge sin smøg færdig, men det nåede han ikke før englen tog den fra ham og smed den væk. Det satte Zean's temperament lidt på en prøve, han trak irreteret en mine i ansigtet og havde virkelig lyst til at hive fat i ham selvom han viste at det ikke ville hjælpe det helt store og slet ikke når englen var så bange for at blive rørt ved. "Der røg en god smøg..." mumlede Zean lidt for sig selv, og vendte blikket ned på Mike efter at have skænket sin smøg et enkelt blik og rystede lidt på hovedet igen. "Det gør ikke noget Mike... men hvis du ikke selv gør noget ved det, så gør jeg det, og jeg er ligeglad med hvad du siger" sagde Zean alvorligt og tog en smøg op igen og tog den ind i munden og vendte sig for at gå, imens han tændte for den igen og var meget på vagt om Mike ville tage hans smøg igen.

Mike kunne godt se han blev lidt sur over han havde smidt hans smøg væk, men det var der en enkelt grund til og det var han ikke kunnelide røg, da han havde astma og røg kun ville gøre det være "smøger er aldrig gode" hviskede han helt stille i håb om at Zean lige præcist ikke hørte det og så ned i jorden. han gamte sit ansigt i sine hænder og rystede stille på hovedet "kan du...kan du ikke bare slå mig ihjel i stedet..." sagde han med en grådfærdig stemme og skælvede over hele kroppen. hvios han selv døde ville ingen rigtig ligge mærke til det. hans venner havde jo mange andre venner der betød meget mere og han var jo så sjælent hjemme om dagen at hans mor og søster ikke rigtig ville ligge mærke til noget. den eneste der ville ligge mærke til det ville nok være hans far, så havde hans far ikke hans lille dreng han kunen stille sine lyster med og mike ville kunne ungå at blive misbrugt igen eller skulle fortælle mere om det misbrug han var udsat for. han så lidt op på ham og var bange for at han ville gå og det ville han ikke have.