Venter på noget, men ved ikke hvad...

Dato: IRL
Dag: IRL
Tid: 19.00
Sted: Stationen
Omgivelser: Andre få mennesker, såsom et kæreste par og to teenagere.
Vejr: Koldt, men helt mørkt er det ikke endnu.
Årstid: Forår

De små vindstød, som roligt og næsten lydløst listede sig ind på stationen udenfor, kunne godt mærkes, især kunne Zean godt mærke dem, for hans sorte hår, løftede sig en anelse værd gang vinden ramte ham. Han sad helt stille for sig selv og så på at nogle af de sidste toge kørte med en hurtig hast forbi dem, men det han nok var mest interesseret i var at sidde stille for sig selv og lytte til hvad der skete omkring ham. Faktisk skulle han ikke med noget tog, han sad der bare og så sig om, han var ikke helt ny i byen mere, men lidt var han, han var flyttet hjem til sin moster for 2 uger siden og havde fået lov til at bo der så længe han ville. Zean kunne nemlig ikke klare at være derhjemme lige i øjeblikket og slet ikke på grund af sin søster, han kunne ikke klare at se hende som hun var lige nu, selvom han viste at det aldrig kunne blive bedre end nu. Han gav et meget svagt suk fra sig og lukkede kort øjnene.
Han trak vejret i meget små træk og gad endelig ikke give sig tid til at slappe mere af end lige nu, han tænkte for meget til det lige nu. Han rykkede sig lidt ned på den bænk han sad på og tog hænderne i lommen, de eneste der var der uover ham var et kærestepar som sad på en bænk længere henne fra ham og kyssede, de havde snart ikke lavet andet end det lige nu og det kunne godt blive for meget at se på i længden, derfor så han ikke over på dem mere. Lidt længere henne, nær skinnerne stod to teenagere, begge piger og snakkede løst sammen fra sex og drenge, til mode og børn, Zean rystede lidt på hovedet, men vendte så blikket lidt ned i jorden og gav nogle små ryk fra sig.

mike var i et tog og slårsede lidt med togkontroløren som ville smide ham ud, da han ikek ahvde nogen billet, men da togkontroløren havde bare rør hans skulder gik han fuldstændig i panik og begyndte at kæmpe mod manden. da toget stoppede ved stationen blev dørene åbnet og mike smidt ud. han snublede ned på jordenden, så han skravede både knæ, hænder og albuer. han så hurtigt op på togkontroløren og væsede af ham da døren lukkede og toget kørte videre. mike satte sig stille op og ømmede sine hænder lidt, som var begyndt at bløde ligesom knæ og albuer. hans dag var ellers startet nogenlunde. han havde været over ved en ven han ikke havde set længe, som han virkelig havde savnet. de havde haft det meget sjovt det meste af dagen ud over de gang mike gik i panik forsi drengen havde strejfet ham eller noget, men ellers havde ddet været en nogenlunde dag. han så lidt rundt på de folk der var som stirrede lidt på ham, da det ahvde skabt påstyr da han blev smidt ud.

Zean havde allerede fra en vis afstand duftet at der var en engel i nærheden, selvom vedkommende bevægede sig meget hurtigt, siden duften kom tættere på, så derfor gættede han på at englen sad i et eller andet form for transport. Han så dog også op, da han hørte et tog komme ind på stationen, og kunne med det samme regne ud af englen var med på toget, han så dog overrasket til, imens englen blev smidt ud af toget og slog sig, selvom det ikke så særlig slemt ud. Zean brød sig ikke særlig meget om at folk stirrede på englen, da der ikke var så meget at stirre på, det kunne da godt være at han så meget cute ud, men det kom stadig ikke sagen ved, man skulle i det hele taget ikke stirre på folk. Han var lige ved at råbe til dem at de skulle lade være, da de pludselig så væk fra englen, måske var det fordi englen selv havde set tilbage på dem og han smilte lidt over det.
Zean rejste sig langsomt op fra bænken, og satte igang med at gå imod englen og stoppede op, da han sådan set var 1 meter fra englen, sådan mere eller mindre og lagde tænkende hovedet på skrå, " hey! er du okay?" spurgte han nysgerrigt og studerede englen lidt, for at se om det var meget slemt siden det blødte, men for ham selv så det ikke særlig slemt ud, men det kunne jo sagtens gøre ondt alligevel.

mike så ned da folkene så væk fra ham igen og koncntrerede sig nu bare om sine sår. han havde lugtet at der var en dæmon, men han havde ikk erigtig tænkt nærmere over det. han hørte så nogle skridt komme hen mod ham og vente hurtigt blikket mod ham. af ren chok over dæmonen var kommet så tæt på fik ham op og stå og gik flere skridt tilbage "j-ja..." stammede han og stirrede lidt på dæmonen. han ignorerede smerten fra sit ene knæ som blødte mest, men alligevel stod han mere støttende på det anede ben. han så så ned og rystede kort igennemk hele kroppen "undskyld...du gav mig et chok" sagde han undskyldende, da han syntes det havde været lidt uhøfligt bare at går væk fra ham på den måde, da han jo bare havde tænkt sig at hjælpe. han så op på ham igen og studerede ham kort, for at kunne genkende ham en anden gang.

Zean havde ikke i sinde at hverken skade eller dræbe denne engel, selvom det måske godt kunne se ud som om englen havde det på den måde, siden han fløj så hurtigt op og gik flere skridt væk fra ham. Han stod bare uberørt og så på at englen havde smerter, faktisk lå der et apotek lige i nærheden af stationen, men han viste ikke om englen var med på den ide at følge med ham, for han havde en ide om at englen nok havde regnet det ud.
Zean trak lidt på den ene skulder og lod sine hænder glide ned i lommen, efter at englen havde givet ham en undskyldning, men det gjorde nu ham ikke så meget, da der jo var mange som blev bange for ham, hvis de viste hvad han var, " det gør ikke noget.. jeg skræmmer de fleste" svarede Zean i en rolig tone og tog kort sin ene hånd op af lommen, for at køre den gennem håret og lod den derefter glide ned i sin lomme igen. Han stod lidt og så tænkende hen på englen, men tog sig så lidt sammen derefter, " er det sådan at jeg må hjælpe dig, ned ved det apotek som ligger lidt længere væk og finde noget smertestillende til dig og noget forbinding, for man kan se du bløder" sagde Zean og nikkede svagt med hovet, imod englens knæ og bed sig derefter i læben.

mike så lidt ned på sine hænder og tænkte hvad han skulle gøre af dem, da han jo ikke kunne putter dem i lommerne. han så op på ham igen "du...du skræmmer mig ikke...jeg fik bare et chok" sagde han som forsvar, da han ikke selv syntes han blev skræmt. han fulgte alle hans bevægelser nøje og overvejede hans spørgsmål meget "hmm...okay det må du godt.." sagde han så stille og rettede sig lidt op. han havde ikke noget imod at være i nærheden af den fremmede, sålænge dæmonen bare holdte sig minst 1.5 meter fra ham. han havde det virkelig skidt med at folk var tæt på ham, på grundt af hans fortid havde gevet ham psykiske mend og han var derfor mega rad for at folk skulle komme for tæt på. han så ned på sit knæ og pillede lidt ved hullet i sine bukser. bukserne omkring knæet var smurt ind i blod da det faktisk havde været et rimelig slemt fald.

Zean tog hænderne op fra lommerne og lagde derefter armene over kors og nikkede lidt til det englen sagde, men alligevel troede han ikke helt op ham og bed sig lidt i læben, han hadede at folk fik chok af ham også især når de ikke ville indrømme at de ikke blev bange, men at de faktisk gjorde, men nu viste Zean jo heller ikke at englen ikke kunne lide at få folk for tæt på, men det kom så heller ikke lige op i tankerne på ham lige nu. Zean nikkede lidt igen og slap sin læbe for at svare englen, " okay okay.. så siger vi det" mumlede han med et kort skuldertræk og så kort ned. Men vendte dog hurtigt blikket op på englen igen og studerede ham lidt, han kunne sagtens se at englen var yngre end ham selv, men det kommenterede Zean ikke eller spurgte om lige nu. Han lod roligt sine arme falde ned på værd sin side af sig selv og lænede sig lidt på det ene ben, " okay øhm.. er det sådan at jeg må eller skal støtte dig.. for ellers så skal du bare begynde at gå i den retning, så følger jeg efter og leder dig derhen" sagde Zean og bed sig lidt i læben, men pegede derefter over mod døren, som førte ud fra stationen, og vendte så blikket på englen igen.

mike slog blikket ned da dæmonen var stille i så lang tid og kløede sig forsigtig i nakken for at apsse på såret i håndfladerne. han hørte hvad den fremmede mumlede, men kommenterede det ikke, da det havde irriteret ham lidt. for han kunne godt regne ud at sæmonen ikke rigtig troede på ham. han så hurtigt på ham da han bevægede sine arme og englen var meget på vagt hele tiden. han så hen mod døren og rystede stille på hovedet. han begyndte at gå hen mod den, men det var tydligt at se det nok ikke bare havde været en hudafskræbning på det ene knæ, han han haltede meget og det så ikke rigtig ud til at være muligt at støtte på hans ene ben. men så stædig mike nu var afslog han tilbudet om støtte, da han jo ikek ville have folk for tæt på sig "jeg kan godt selv.." sagde han halvkvalt i smerte, da det gjorde ufatteligt ondt at gå.

Zean havde en eller anden underlig ide om at englen ikke syntes så godt om det han sagde til ham, men det og Zean sig nu ikke så meget af, da han sagtens kunne tåle at folk blev sure eller irreteret på ham, han var næsten vant til det. For mindst en gang om dagen, fik han skæld ud af af sin lillesøster, fordi hun havde vænnet sig til at gøre det værd dag han kom og besøgte hende, det var næsten lige før at man kunne sige at det var lagt ind i hendes skema, for ellers kunne hun ikke finde rundt i tingene, hun var meget klog til det med tal og i det hele taget at kommunikere med både tegnsprog, men også med ord. Og hvis det skete at han ikke kom og besøgte hende værd dag som hun var vant til, så ville hun bryde sammen og nok gå amok, fordi det var nyt. Zean så roligt efter englen da han begyndte at gå imod døren og himlede bare lidt med øjnene og fulgte roligt efter, " okay.. indtil videre" mumlede han og fulgte englen med øjnene og tænkte lidt, der var ikke nogen udenfor stationen, så derfor havde Zean i tankerne at bruge sin evne til at løfte englen og bære ham over til apoteket, så de kunne nå det inden det lukkede. Men samtidig havde han heller ikke tænkt sig at røre ved englen, han ville bare bruge sin evne til det.

mike haltede videre s¨godt han nu kunne, men en kort forkert bevægellse fik ham til at støtte på sin dårlige ben og han knækkede sammen med det samme. han pev kort, da han ikke havde lyst til at lave flere lyde bare fordi det gjorde ondt. han flyttede stille sit ben så han ikke sad på det og så lidt på det. han havde ikke rigtig lyst til at vidste sin smerte, da han vidste at vidse smerte var at vise svaghed og det ville resultere i bank i folkeskolens elev lov. han var så van til at få bank hvis han viste svaghed, så han nægtede at vise det selvom han udmærkede godt viste at dæmonen nok ikke ville banke ham. han tog en dyb indånding og bed smerten i sig, da smerten blot blev værrer og værre. han prøvede på ingen måde at rejse sig op, da han vidste at det ville være umuligt, så han blev siddende og stirrede på sit ben med et udtryksløst blik. hans bukse ben var nå genem blødt af blod fra knæet og videre ned af skinde benet.

Zean ville godt have grebet englen da han havde faldet, hvis det ikke var fordi englen ikke ville have hjælp. Han stod og så tænkende ned på englen og tænkte lidt over sine muligheder, men hvorfor havde han endelig startet med at hjælpe englen? Han rystede lidt på hovedet og bed sig tænkende i læben, han skulle jo finde på noget hurtigt, ellers ville englen jo forbløde, selvom det var lidt overdrevet sagt, men engle var jo svage, rent ud sagt, så han viste ikke hvor meget englen kunne tåle. Zean vendte sig halvt væk fra englen og så sig lidt om, kæresteparret var forsvundet, de havde nok taget det tog, som englen var blevet smidt ud af og de to teenagere havde gået ind i en boks, for at slippe for at få disse små vindstød på sig, da det åbenbart generede deres hår rimelig meget. Derefter vendte han sig imod englen og så undskyldene på ham, " jeg ved ikke hvor meget du vil bryde dig om det her, men siden jeg ikke må støtte dig, så bruger jeg bare min evne" forklarede Zean og lukkede kort øjnene. Men derefter åbnede han dem hurtigt igen og stirrede koncenteret på englen, som lidt efter begyndte at svæve lidt op i luften, men kun lige så englens hoved var i højde med Zeans hoved og han bed sig lidt i læben igen, " værd venlig ikke at skrige" konstaterede han bestemt og begyndte derefter at gå de sidste skridt imod døren og englen svævede roligt med på grund af af Zean bad sin evne om det, englen ville dog ikke kunne slippe væk imens Zean gjorde dette, men det var nok heller ikke nødvendigt. Han åbnede døren og så sig for om der var andre mennesker, da der ikke var nogen gik han roligt udenfor og vippede døren op med sin evne, imens englen kom svævende ud af døren og derefter klappede døren sammen.

mike så på ham da han sagde noget og forstod først ikke helt hvad det var han snakkede om ,men da han mærkede han svævede op i luften kæmpede han virkelig for ikke at gå i panik. han så ned på jorden og sank nervøst en klump. kort efter vendte han blikket hen på den fremmede "p-pas nu på..jeg vil ikek falde" sagde han lidt dumt, da han egentlig stolede på at dæmonen ikke ville tabe ham, for det virkede som om han havde styr på det han lavede. han så kort rundt da de kom ud, men så hurtigt på døren da den klappede i. kampen for ikke at gå i panik over den mærkelige fornemmelse af at svæve, gjorde om en smule paranoid og nervøs over alle andre ting og lyde. han brød sig absolut ikke om at han ikke kunne mærke jorden under sine fødder uden af havde vingerne ud og selv havde styr på hvor han kom hen. tankerne om alt muligt fløj rundt i hans hovede, da han ikke kunne vænne sig til en hjalp ham og at han ikke selv havde styr over hvor han skulle hen. det var to ting han ikke var helt van til.

Zean havde ikke i sine at tabe englen sådan uden videre, han havde styr på sin evne og kunne kontrollere den uden videre at rigtig tænke over det. Han så kort tilbage på englen og grinte lidt, " bare rolig, hvis jeg taber dig så er det enden fordi jeg bliver slået bevidstløs eller fordi jeg gerne vil tabe dig, jeg er jo ikke ligefrem en svækling" svarede han og bevægede sig roligt videre hen af gaden. Men alligevel så han sig omhyggeligt omkring, da der jo ikke lige pludselig skulle komme et menneske gående rundt om hjørnet eller noget, så derefter havde han også englen lige i hælene med sin evne. Zean gik med rolige skridt, men alligevel sørgede han for at gå hurtigt og se sig for, han trak vejret tungt og dybt, selvom han nogen gange ville ønske at han ligesom vampyrene ikke behøvede at trække vejret, det ville i hvertfald være nødigt, når man skulle dykke. Da de var et stykke væk fra apoteket, som med et held stadig havde åbent, satte Zean englen ned på jorden så han kunne støtte sig op af væggen og gik lidt væk, " vent her" sagde han bestemt og gik derefter ind i apoteket.

//Sorry, hvis det blev kort//

mike så lidt på ham og tænkte lidt over det han sagde "okay fint nok...jeg ville bare være sikker" mumlede han og så lidt ned. han lukkede sine øjne, da han slet ikke kunne lide at svæve uden vinger, så han ville helst ikke se det. han åbnede så hurtigt sine øjne da han mærkede jorden under sine fødder, men han støttede sig hurtigt op af væggen så han ikek behøvede at støtte på det dårligere ben. han så efter dæmonen og lod sig stille glide ned og side. blodet fra hans knæ havde gjort mere af hans bukseben vådt og det var tydligt at se at han var kommet tilskade. han billede lidt ved sin trøje og ventede på den fremmede dæmon kom ud igen. han så så lidt rundt på den sådan set tomme gade og sad en smule uroligt, da han frøs ret meget og at han ikke ligefrem følte sig tryg.


//jeg synes ikke det er kort du skriver i forvejen sygt lange indlæg og mine er sådan nogle små nogle i forhold til så jeg synes ikke det er kort ^^//

Zean bevægede sig roligt rundt i apoteket og fik sådan nogenlunde hjælp til at finde de ting som han skulle bruge, han fik fat på en rulle med forbinding og noget smertestillende, som heldigvis var i piller, så man bare kunne sluge dem, for han regnede ikke med at englen ville have noget sprøjtet ind i sig. Han var lidt irreteret over at være den eneste inde på apoteket for personalet lagde alt sin opmærksomhed på ham også især pigerne, det pissede ham faktisk rigtig meget af og han havde bare rigtig meget lyst til at råbe ind i hovedet på dem at han var til drenge og ikke piger. Men alligevel takkede Zean for deres hjælpsomhed og gik roligt ud igen, han bevægede sig derefter over til englen og tog forbindingen op af den pose som de havde givet ham med sig, han stoppede lidt væk fra englen og holdte rullen oppe, " nu vil jeg altså putte det her på dig, men hvis det gør for ondt, så har jeg noget smertestillende... jeg håber du kan sluge piller" sagde han i en rolig tone, men håbede faktisk på at englen kunne sluge piller. Derefter begyndte Zean at gå over imod englen igen og tog pillerne op af posen og smed den lidt væk fra dem, da han ikke viste hvad han ellers skulle bruge den til, for når englen var blevet forbundet så smed han alligevel resten af forbindngen væk, men beholdte selvf pillerne til englen.

//Du skriver da også sygt lange indlæg ^^//

mike så hurtigt hen på apoteket da han hørte døren åbenede sig og så dæmonen komme ud fra apoteket. han sad helt stille og fulgte ham nøje med blikket. han rykkkede sig stille tættere op mod væggen da han kom tættere på, da han ikke brød sig om han kom så tæt på eller det han sagde. for hna vidste jo at det ville resultere i at han måtte nød til at røre ham "j-jeg..kan godt...godt sluge piller" stammede han stille og prøvede at virke bare lidt modig, men hans opførsel var virkelig ynkelig og han virkede som en lille japansk pige der var bange for at et monster ville til at drabe hende, godt nok var han ikke japaner eller en pige, men det minede lidt om sådan en. han så ned i jorden igen og rystede stille i hele kroppen. han korte glimt af sin far i hovedet og fik tåre i øjnene "stop!" råbte han så pludselig og gemte sit ansigt.

//dine er længerer ^^
der der med den japanske pige var bare en inskydelse for i alle japanske film eller spil så sætter pigerne sig altid hen i et hjørne og græder når nogle vil drabe dem XD jeg syntes bare lige det var en sjov fakta //

Zean lod ikke mærke til at englen ikke brød sig så meget om at han kom tættere på, men det ville heller ikke falde ham så meget ind, når nu at englen sad helt stille, i Zeans hoved ville tegn på utrykhed nok være, hvis englen havde kravlet væk, selvom han var skadet, men da englen ikke gjorde det så blev han ved med at komme tættere på ham. Zean lagde hovedet undrende på skrå, da englen stammede og fugtede sin underlæbe, "hmm.. okay, det var godt for dig" sagde han med en rolig og afslappet tone og gik videre, han var rimelig tæt på englen lige nu, men da englen råbte fik det Zean til at stivne og han stoppede med det samme op. Han gik et skridt tilbage og så på at englen gemte sit ansigt væk, han nåede dog at skimme englens blanke øjne og blev ret overrasket over det, det var slet ikke meningen at englen skulle være blevet bange overhovedet. Zean stod og så tænkende ned på englen og tog derefter den ene hånd i lommen, " du.... du lider af en fobi ikk?" spurgte Zean, eller det var ikke så meget et spørgsmål, for han kunne ligefrem se det på englen, men han viste ikke hvordan englen havde fået den forbi.

//Det er kun, når jeg har en kreativ dag heh ^^
Okay, godt tænkt Heh xD//

mike gemte sit ansigt mod sine knæ og kæmpede for at holde tårende tilbage. han havde det som om at den fremmede var meget tæt på ham og detbrø dhan sig på ingen måde om. han rystede hurtigt på hovedet og prøvede at finde på noget st sige. han havde ikke lyst til at indrømme sin forbi. mest fordi det v ar en meget pinlig ting efter hans egen mening, men han viste at det var tydeligt, så han nikkede stille på hovedet "på en måde...vil du ikke godt være sød at flytte dig fra mig..jeg kan ikke klare det" sagde han på en ynkelig måde og kunne slet ikke klare at han var tæt på. han rystede i hele kroppen og snøftede stillle.

//jeg synes du er dygtig hver gang ^^
nemlig XD ej men har du ikke set at de altid gør det?//

Zean rystede lidt på hovedet over englen, men han skulle jo nødig snakke, for han havde jo også selv en forbi, men det var ikke en som han gik og sagde til alle og enværd, det var kun meget få mennesker og hans familie som viste hvad hans forbi var og han synes nemlig også at den var plat og ikke værd at tage alvorligt, men når man stod i situationen, så kunne man virkelig gå i panik eller føle sig hjælpeløs, men det ville Zean ikke vise. Han lagde stille hovedet på skrå, men selvom englen bedte ham om at gå lidt væk, så gjorde Zean det ikke, men det var fordi han lige skulle se om englen ville gøre noget for at få ham væk eller om han bare ville sidde stille og begynde at græde. "Nej... har du aldrig hørt ordsproget, at man skal se frygten i øjnene?" spurgte han nysgerrigt om og hævede roligt sit ene øjenbryn og fugtede kort sin underlæbe. Zean kunne tydeligt se på englen at han rystede og hørte et snøft fra ham også og rynkede kort panden lidt, men tog så forsigtigt et skridt imod englen og stod derefter helt stille igen.

//Tak ^^, men det er du altså også
Hmm... ved jeg ikke, men kunne godt forestille mig det xD//

mike hørte godt hvad han sagde, men blev egentlig bare vred og bange over det "det kan du sagtens sige" snerrede han, men stadig med en hvis gråd i stemmen. mike kunne sagtens se andre frygter i øjnene, men lige denne gik han helt i panik over. han kunne slet ikke tag at andre var tæt på, fordi han så med det samme fik den tanke at de ville gøre ham fortræd og den anden ting var, at han nærmest kunne se og mærke sin far igen på den måde som han havde mærket engang. det var også grunden til han begyndte at ryste, fordi han kunne mærke smerten, som havde ødelagt sit liv. han hørte skridtet og var lidt í tvivl om det var væk eller tætterepå, da der blev helt stille igen. han så lidt op og beegge øjne var fyldt med tåre og frygt. han så nærmest syg ud. han gik blot mere i panik over da han så at det havde været et skridt tættere på, så han krøb så tæt op af muren han kunne og gemte sit ansigt i hans knæ igen. han håbede bare det hele var et ondt marerit og han snart ville vågne op i sit varme seng.

//heh selv tak ^^
hehe ja okay..men det passer det er vildt dumt men sjovt x3//

Zean blev faktisk ret irreteret over at se englen opføre sig sådan, han viste godt at der havde været noget andet som havde givet englen denne forbi, men hvad det var kunne han ikke sige, men det havde i hvertfald ikke været nogen god oplevelse siden englen tog det så hårdt at han kom tættere på. Da Zean så englens blik på sig, som var helt blanke på grund af de tårer han var på vej til at græde og den frygt som nærmest lyste ud af dem, så blev han lidt mundlam først, men tog sig så derefter lidt sammen og rystede kort på hovedet. Han bukkede sig ned og lagde pillerne og forbindingen på jorden, og rettede sig så op igen, " jeg ved ikke hvad der er sket med dig, men du for ikke noget ud af at gemme dig bag din frygt og panik i resten af dit liv og det er lang tid" sagde han roligt og tog hænderne i lommerne, imens han vendte sig væk fra englen og begyndte at gå. Zean ville ikke haveat englen skulle få det så dårligt over at han kom tættere på, han ville ikke nyde noget af at englen fik selvmordstanker over en smule tæthed, så derfor gik han også. Men alligevel havde han ikke lyst til at gå fra englen, men han følte at han blev nød til det, for at englen skulle falde til ro igen.

//Haha okay xD//

mike løftede stille blikket igen, da han kunne høre noget som han troede var skridt, men han så så at dæmonen havde lagt pillerne og forbindingen ned. han så lidt på det, men vendte så blikket op på dæmonen, da han hørte hvad han sagde. da den fremmede så gik væk fra ham, blev han nærmest fortvivlet. han forstod det ikke rigtigt, for han havde jo nærmest været sikker på at han ville havde gjort ham fortræd, men at han bare gik fik ham jo så til at tænke på ikke alle ville gøre ham fortræd. han havde det nu lidt dårligt over at havde opført sig sådan over for en der bare ville hjælpe "v-vent.." stammede han lidt tøvende og rettede sig en smule op. han rystede stadig væk og havde stadig tårene trillende ned af øjnene. han vidste ikke helt hvorfor, men han kunne ikke lide at han gik fra ham. da han jo så ville være helt alene og der kunne jo komme så mange farlig væsner som ikke ville være lige så venlig som den fremmede dæmon.

Zean stoppede ikke op med det sammen, selvom han godt kunne høre hvad englen stammede, men det fik ham stadig ikke til at stoppe op, selvom det måske lød lidt bedende, men det kunne han jo ikke sige. Men lidt efter stoppede han op og sukkede kort for sig selv, men vendte så hovedet imod englen og bed sig lidt i læben, " hvad er der? jeg troede ikke at du ville have folk tæt på dig" sagde han lidt undrende og vendte sig derefter helt imod englen og lagde hovedet kort på skrå, men rettede sig så op igen. Han så sig derefter lidt rundt, for at sikre at de var alene, det gik jo ikke hvis der lige pludselig kom en vampyr dumpende og ville dræbe englen på grund af blod lugten, selvom Zean kunne lugte den og han rynkede kort på næsen, men tog sig ikke så meget af det, som en værd anden vampyr ville have gjort. Zean rystede opgivende på hovedet, men tog derefter en smøg op af lommen og tog den i mundvien, derefter tog han en lighter op af lommen og tændte smøgen. Faktisk så røg han ikke særlig meget, det var bare blevet en vane for ham at gøre det i situationer, som han ikke kunne finde ud af. Han tog et sug og pustede derefter røgen langsomt ud og lod smøgen komme ind i mundvien igen.

mike så lidt ned og sank stille en klump "kan jeg heller ikke...men jeg er svag og jeg har svært ved at komme nogen steder...der er farligere væsner en dig...jeg er ked af min opførsel..men der er en grund til det" indrømmede han og så ned i jorden. det var første gang han nogen sinde han havde indrømmet det. han havde det ikke ret godt med at snakke om sin forbi eller sin fortid. han så stille op på ham igen og prøvede at rejse sig op igen, men gav hurtigt op. han sukkede dybt "bliv...jeg skal nok lade være med at skabe mig" sagde han stille og bed sig hårdt i læben. han kunne mærke han havde fået det være og var meget svag i hele kroppen på grund af blod tabet. det var ikke et meget stort blod tab, men det var nok til han ikke rigtig kunne gøre noget.

Zean hørte skam godt efter hvad englen sagde, men svarede ikke noget til det. For hvad skulle han også svare ham, det var nemlig ikke helt så let at svare på endna, det var meget svært at svare på og det var også derfor at han bed sig lidt i læben, men sørgede for at gøre det i den side hvor hans smøg ikke var, han ville ikke ødelægge den.
Derefter tog Zean sin smøg ud af munden og kastede den ned på jorden, han pustede resten af røgen ud af munden og trådte på smøgen for at den skulle slukke. Derefter begyndte han at gå hen til pillerne og forbindingen og tog den op, han så lidt på det før han begyndte at gå med rolige og forsigtige skridt hen imod englen og var nu meget tættere på end hvad han plejde at være på denne her engel. Derefter satte Zean sig på hug ned ved englen og tog blidt fat i hans ben og løftede det lidt, for at hælde noget af blodet til siden, istedet for at det løb ned af benet på ham og hev derefter hans bukseben lidt op, han var faktisk rimelig ligeglad med englens reaktion, han ville bare ikke være skyld i at englen døde af blodmanglen. Zean tog derefter forbindingen og begyndte at binde det forsigtigt omkring englens knæ, han viste at det måske ville svige lidt, men han viste ikke hvor følsom englen var, men han havde pillerne klar til hvis englen ville have en.